Lav et minidrivhus af flaske

Her får du Grønne Sagers guide til, hvordan du let kan lave et  minidrivhus af en plastikflaske.

Det er så let at lave sit eget drivhus!
Sådan gør du
  1. Find en plastikflaske.
  2. Fjern eventuel mærkat og skær bunden af flasken.
  3. Sæt den overskårne flaske over planten, der trænger til lidt drivhuseffekt.
  4. Let eventuelt på låget, så planten ikke får det for varmt.

 

Gødning: Æggeskaller

Æggeskaller er en fantastisk form for gødning;  både for pengepungen og for naturen. Foto: Grønne Sager

Æggeskaller er rige på kalk. Det er én af grundene til, at de er geniale at bruge som gødning. Kalk har nemlig en central rolle i rigtig meget købe-gødning. Derfor: Lad vær med at smide skallerne i skraldespanden og giv dem til dine planter.

Sådan gør du:

1. Skyl indersiden af skallerne.

2. Put skallerne i en pose.

3. Bind knude på posen.

4. Saml al din opsparede aggression, og smadr posen ned i køkkenbordet, til skallerne er knuste.

5. Slå eventuelt posen med flad hånd, så skallerne knuses endnu finere.

6. Bland en smule af de knuste skaller i plantens jord – spæd eventuelt til med lidt kaffegrums fra stempelkanden/kaffemaskinen (men lad det tørre, inden du putter dét i jorden).

Knuste æggeskaller på glas; klar til forsøde planternes liv. Foto: Grønne Sager

I stedet for at smadre skallerne, kan man også blende skallerne med en lille sjat vand – det kræver dog, at man har en ret god blender.

”Hvor fint skal det være?”
Well, skallerne behøver ikke at blive til pulverstøv, men jo finere det smadres, jo hurtigere bliver det nedbrudt i jorden og optaget af planterne.

 

Bonus:

Æggeskaller består primært af kalciumkarbonat med små mængder magnesiumkarbonat og kalciumfosfat, men ’kalk’ er bare lettere at forstå.

Formering af planter

Napper du en stilk af en mynte, oregano eller timian, kan du med al sandsynlighed formere den og få en helt ny plante.

Processen for stiklinge formering er ganske let. Foto: Grønne Sager

Hvordan gør man? 

1. Klip en  4-5 cm lang stilk af planten.

2. Nip eventuelt de nederste blade af, så der kun er nogle blade i toppen af stiklingen.

3. Sæt stilken i et glas med vand i en solrig vindueskarm.

Tiden det tager, afhænger af stiklingens tykkelse.
En rosmarinstikling vil ofte være mere grenet og derfor tage længere tid at formere end for eksempel en myntestikling.

Min oregano skal bare sætte i en potte med muld og så gror den af sig selv.

Vandet i glasset bør skiftes jævnligt. Dvs. et par gange om ugen helst, uden det skal være slavisk. Det er nemlig kun problematisk for formeringen, hvis stilken står helt uden vand.

[BILLEDE]

Disclaimer: Alle plantearter er forskellige, så formeringsguiden (herunder tiden) skal tages med forhold for potentielle forskeligheder.

Gør det, hvis…

… din plante er blevet overvandet og har brug for akut-nødhjælp til at overleve.
… du har en særlig lækker plante, som du da skal ha’ en ekstra af.
… du gerne vil give den lækre plante videre uden at miste den – det slår altså de fleste værtindegaver fra tankstationerne … 

Hvilke planter?

Jeg kender jo ikke alle planter. Eller noget som helst i nærheden deraf.

Rødbeder og andre beder

Gendyrk af rødbeder og andre beder kan varmt anbefales:
Det er nemt, det smager godt og er ikke mindst nogle utrolig flotte planter. 

Både rødbeder, andre slags beder og sådan set også andre rodfrugter kan let gendyrkes. Foto: Grønne Sager

Jeg har potten stående i køkkenvinduet sammen med krydderurter og plukker af bladene af til salater og madder.

Det eneste, du skal gøre, er:

  1. Skær toppen af en bede.
  2. Læg toppen af beden i en potte med jord og dæk den, så toppen af grøntsagsstumpen kun lige er fri.
  3. Efter en uges tid vil en fin lille plante være på vej.
Bedetoppen der er lagt i potten og nu gendyrkes. Foto: Signe E. W. Smith

 

Sådan ser en gendyrket bedetop ud efter en uge i potten.
Foto: Signe E. W. Smith

Løg

Et spiret løg er synonym med affald i de fleste danske hjem. Men  i virkeligheden er det ikke bare fjollet, men også spild af mad. Spirene er nemlig både delikate i smagen og deres grønne farve spiller flot sammen med især rødløgenes skaller. 

Har dit løg fået en lille grøn spire? Så plant det! 

Hvis et løg begynder at spire, kan man sætte det i en potte med jord.

Vend spiren opad og sæt cirka halvdelen af løget under jord.
Vand løget hver 2.-3. dag og klip af spirerne, når du mangler lidt løg i maden.

Spirene kan nemlig spises, som var de purløg.

Lader du løgets grønne spirer gro frit, vil den gå i stok og få en skøn løgblomst med frø, som du senere kan så og dyrke.

Lige meget hvad, behøver du ikke at smide det spirede løg ud.
Og hvis du ikke vil spise det, kan du jo bare plante det og nyde synet af det naturlige farvespil.

Et spiret løg sat i krukke. Spirene har en mild løg smag, og kan med fordel klippes og drysses på mader og i retter. 

Vil du gendyrke andet?
Så se eventuelt her, hvordan du kan gendyrke ananas eller klik her for at se, hvad du ellers kan gendyrke.

Hvad betyder gendyrk?

Gendyrk har endnu ikke en officiel definition. Derfor deler jeg her min opfattelse af ordets betydning.

Gendyrk: Når planteaffald (grøntsagsrester som ikke regnes for spiselige) tilføres næring i form af vand og/eller jord og derfra gror noget nyt og spiseligt ud.

Gendyrk er grøntsagsgenbrug.

 

Hvad kan gendyrkes?  

  1. Ananas
  2. Broccoli
  3. Forårsløg
  4. Almindelige løg (og rødløg)
  5. Kål
  6. Tomater
  7. Kartofler
  8. Ingefær
  9. Salat
  10. Porre
  11. Gurkemeje
  12. Hvidløg
  13. Jordskokke
  14. Rødbede og andre beder
  15. Sødkartoffel
  16. Gulerod
  17. Selleri
  18. Fennikel
Sætter du broccolistokken i et glas vand, vil den slå rødder og sætte en masse små blade, som smager af friske ærter.