Ananas

Du kan gendyrke en  ananastop købt i supermarkedet – og det er ikke engang svært. Her får du en guide til, hvordan du får den grønne ananastop til at blive til en smuk plante – der til sidst giver frugt (bogstaveligtalt). 

Gendyrket ananas – et år efter plantning.
Sådan gør du:

… Skær den grønne top af ananasen.

… Skær eventuelt frugtkød af og pil de nederste blade af, så cirka 2-3 cm af toppen er uden blade.

… Sæt den grønne top i et glas, så de nederst 2-3 cm er dækket  med vand.

… Skift vandet dagligt.

Efter et par uger vil ananastoppen have dannet et rodnet og være klar til at blive plantet.

Efter et par uger er rodnettet dannet, og du kan plante ananastoppen.

Pasning af planten

Jorden må ikke tørre ud, men den må heller ikke blive for våd – så kommer der nemlig råd …

Så sørg for at plante ananastoppen i en potte/krukke, hvor der er hul til dræn, så overskydende vand kan løbe fra.

Som du kan se på billedet ovenfor, var ananastoppen blevet en smule tør i bladene – heldigvis klarede planten det helt fint, som du kan se nedenfor!

De visne blade løsnede sig med tiden fra planten og kunne let pilles af, mens nye og sunde blade voksede frem.
Hvor lang tid går der, før planten sætter frugt?

Ananasplanten sætter først frugt efter et par år, men i mellem tiden har man en blæredygtig stueplante.

Ekstra tips!

1. Vent til planten har dannet rigeligt med rødder, før du planter den.

2. Når du har plantet ananastoppen, og den har lavet en håndfuld nye blade, vil de gamle (nu lidt visne) blade formentlig løsne sig – pil dem bare af.

3. Lav eventuelt et hjemmelavet/minidrivhus ud af en flaske og sæt over planten – se her, hvordan du gør.

Hvad betyder gendyrk?

Gendyrk har endnu ikke en officiel definition. Derfor deler jeg her min opfattelse af ordets betydning.

Gendyrk: Når planteaffald (grøntsagsrester som ikke regnes for spiselige) tilføres næring i form af vand og/eller jord og derfra gror noget nyt og spiseligt ud.

Gendyrk er grøntsagsgenbrug.

 

Hvad kan gendyrkes?  

  1. Ananas
  2. Broccoli
  3. Forårsløg
  4. Almindelige løg (og rødløg)
  5. Kål
  6. Tomater
  7. Kartofler
  8. Ingefær
  9. Salat
  10. Porre
  11. Gurkemeje
  12. Hvidløg
  13. Jordskokke
  14. Rødbede og andre beder
  15. Sødkartoffel
  16. Gulerod
  17. Selleri
  18. Fennikel
Sætter du broccolistokken i et glas vand, vil den slå rødder og sætte en masse små blade, som smager af friske ærter.