Kartofler

Kartofler kan gendyrkes. Man lægger et par kartofler til spiring, og når de så har fået øjne, lægger man dem i en spand med jord (eller direkte i køkkenhaven) – og vupti! Nu gendyrker du kartofler.

Her får du en guide til, hvordan en kartoffel kan blive til flere! 

Sådan ser en kartoffel typisk ud, når den har fået lov til at spire i fred i en månedstid.

Start spiringen
Først udvælger du de kartofler, du gerne vil formere. Skal de være små og runde? Skal de være store, tunge bagekartofler? Det er op til dig!

Når du har udvalgt de kartofler, du gerne vil gendyrke, lægger du dem et mørkt sted i 4-5 uger – fx i bunden af en køkkenskuffe.

Når ugerne er gået, skulle kartoflerne gerne have mindst 1 cm lange spire og sådan ved du, at de er  klar til at blive sået.

Så dine kartofler
Nu har dine kartofler fået øjne og de er klar til at komme ud og vokse! Du kan både så dem i spande på terrassen/altanen eller direkte i køkkenhaven.

Prop kartoflerne 5 cm ned i jorden, og gerne med  30 cm afstand mellem hver kartoffel.

Hvis du dyrker dine kartofler i en spand eller kasse, skal den mindst være 30 cm dyb.

Efter 14 dage i en spand er kartoffelplanterne begyndt at titte frem.

Tid til høst
Jeg har ladet mig høre, at man kan begynde at høste kartofler to uger efter planten har blomstret.

Så indstil eventuelt vandingen, når planterne har blomstret. Så vil den nemlig fokusere på at lave endnu flere kartofler.

Når du skal høste, trækker du bare planten op og begynder at grave i den omkringliggende jord efter kartoflerne.

En lille portion kartofler, dyrket i en spand på terrassen.

Hvad betyder gendyrk?

Gendyrk har endnu ikke en officiel definition. Derfor deler jeg her min opfattelse af ordets betydning.

Gendyrk: Når planteaffald (grøntsagsrester som ikke regnes for spiselige) tilføres næring i form af vand og/eller jord og derfra gror noget nyt og spiseligt ud.

Gendyrk er grøntsagsgenbrug.

 

Hvad kan gendyrkes?  

  1. Ananas
  2. Broccoli
  3. Forårsløg
  4. Almindelige løg (og rødløg)
  5. Kål
  6. Tomater
  7. Kartofler
  8. Ingefær
  9. Salat
  10. Porre
  11. Gurkemeje
  12. Hvidløg
  13. Jordskokke
  14. Rødbede og andre beder
  15. Sødkartoffel
  16. Gulerod
  17. Selleri
  18. Fennikel
Sætter du broccolistokken i et glas vand, vil den slå rødder og sætte en masse små blade, som smager af friske ærter.